”There isn’t a new move. I have stolen all of these moves from all these great players. I just try to make them proud, the guys who came before, because I learned so much from them It’s all in the name of the game. It’s a lot bigger than me. ”.
Kobe Bryant – LA Lakers
Jeg har altid betragtet konstant udvikling, som en nødvendighed for at toppræstere dag ind og dag ud. Sæson efter sæson. Bevæger man sig ikke fremad, bevæger man sig bagud.
I mit daglige arbejder med atleter, taler vi tit om dette. Hvordan kan de hver dag blive 5% bedre.
Som inspiration til dette arbejde, laver jeg af og til en øvelse med dem, hvor jeg beder dem om, at nævne de atleter som de beundrer mest. De atleter som de lader sig inspirere af.
Når vi i fællesskab har fundet disse inspirationskilder, går øvelsen herefter ud på, at de skal forestille sig, at de kan stjæle en egenskab fra hver af disse personer. Hvad ville denne egenskab være, og hvordan ville de bruge den? Ville de ændre noget for at få det til at passe til lige præcis deres fysik? Eller deres spillestil?
Selve øvelsen er der som sådan ikke noget nyt i. Tiger Woods har ofte fortalt om, hvordan han som ung prøvede at stjæle ”hemmeligheder” fra de bedste spillere i verden. Eksempelvis Johnny Miller’s jernspil, Ben Hogan’s ballstriking, Jack Nicklaus’ vindermentalitet. Han har endda kopieret hele Jack Nicklaus’ opvarmningsrutine, og Tiger’s interlocking grip er også taget fra Jack Nicklaus.
Basketballstjernen Kobe Bryant har udtalt, at hans spil på basketballbanen er blevet til det, det er, ved at ”stjæle” finter og bevægelsesmønstre fra de spillere som han så op til, og ændre dem så de passer til ham.
Men hvorfor gør vi så ikke alle sammen dette? Lader os frit inspirere og stjæle fra folk vi ser op til? Da vi var børn stjal vi altid. Vi legede, at vi var vores store idoler,. Vi prøvede at gøre tingene på samme måde som dem. Vi imiterede dem. Nogle ting kunne vi bruge. Andre ikke. Nogle ting fik vi ændret, så de passede lige til os?
Problemet jeg nogle gange oplever er, at når man bliver ”voksen”, ”professionel”, eller på andre måder opnår et vist niveau, så stopper man nogle gange med at drømme og lege. Man stopper med at have idoler. Det er lidt pinligt. Man skal helst være sin egen. Man skal ikke være en dårlig kopi af andre.
Og jeg er helt enig. Man skal finde sin egen stil, men ikke på bekostning af, ikke at ville lade sig inspirere af andre. At stjæle fra dem.
”If we’re free from the burden of trying to be completely original, we can stop trying to make something out of nothing, and we can embrace influence instead of running away from it.”
Austin Kleon
Som skrevet tidligere, har nogle af historiens største atleter ikke været bange for at stjæle fra andre atleter, og gøre dem til deres egne.
I en anden boldgade, så startede bandet The Beatles som et coverband, hvor de spillede sange fra andre bands. Fra deres idoler. Derudover har sanger og bassist i The Beatles, Paul McCartney åbent fortalt om, hvordan han ”legede” at han var eksempelvis Elvis, Jerry Lee Lewis, eller andre af hans idoler, når han stod på scenen. Denne efterligning af flere af disse store stjerner, gjorde ham til den store entertainer han var, og stadig er.
For mig personligt er det en måde hvorpå, jeg hjælper de atleter og mennesker jeg coacher, med at skabe et klart billede af i hvilken retning de gerne vil. Det er en måde at få produceret udvikling og i sidste ende resultater. Som Salvador Dali har udtalt: ”Those who do not want to imitate anything, produce nothing”.
Så opfordringen herfra er, at find ud af hvem du gerne vil kopiere – hvem er dine helte? Hvem ser du op til?
Dernæst, hvad vil du gerne kopiere? Hvad vil du stjæle? Og stjæl ikke bare fra en. Stjæl fra mange. Og husk:
”Stjæler man kun fra en, er man en dårlig kopi – en efterligner. Stjæler man fra mange, er man en original!”
Gary Panter
”Start copying what you love. Copy copy copy copy. At the end of the copy you will find your self.”
Yohji Yamamoto
Seneste kommentarer